Indretning af klinikker

 Et klinikbesøg kan gøres til en god oplevelse!


For mange mennesker et det forbundet med en urolig eller ligefrem ængstelig fornemmelse i maven, at gå til læge, tandlæge eller andre professionelle behandlere. Det rigtige valg af farver, materialer, lamper og inventar i klinikkens lokaler, kan imidlertid medvirke til at dæmpe denne uro og kan ligefrem gøre besøget til en god oplevelse for patienten og samtidig gøre klinikken til en behagelig og funktionel arbejdsplads for personalet.

For eksempel kan en flot og imødekommende receptionsskranke og et smil fra personen som sidder på den anden side af skranken - i de første afgørende minutter af klinikbesøget - have stor betydning for patientens oplevelse.

Farverne må meget gerne signalere varme, glæde, ro og imødekommenhed, men skal selvfølgelig også signalere professionalisme. Samtidig kan farverne bruges som pejlepunkter, så det bliver nemmere for patient eller behandler at finde den rigtige dør eller det rigtige rum.

I stedet for de traditionelle lysstofrørsarmaturer, som giver et meget ensartet, koldt og klinisk lys, kan man opnå en mere levende, varieret og hyggelig belysning, hvis man mikser forskellige lampetyper - f.eks. standerlamper, væglamper, bordlamper, spots og pendler – på en måde som understøtter de forskellige funktioner på klinikken.

Borde og stole i venteværelset må gerne være lidt skulpturelle, men det er også vigtigt at de er indbydende og behagelige for alle patientgrupper at sidde i - og nemme at komme op af igen! Og børnene skal selvfølgelig have et sted at adsprede sig – sammen med andre børn.

Kunst på væggene giver en rigtig god anledning til at lade tankerne og øjnene vandre, fanges, opløftes og forundres. Faktisk har forskere påvist, at farverne i vores omgivelser og kunst har stor indvirkning på vores selvhelbredende evner.

En varm og imødekommende atmosfære understøtter samtalen med klienten og den efterfølgende behandling.

I lægens/behandlerens samtale- og undersøgelsesrum kan en blød runding på bordet, en flot og behagelig klientstol, en sjov og uventet detalje i gardinet eller en beroligende vægfarve, medvirke til at blødgøre stemningen og normalisere patientens tanker og blodtryk.

Et dejligt postkort på opslagstavlen eller et spændende billede på væggen, som lægen selv har valgt, kan få patienten til at opleve lægen som et ”helt almindeligt menneske” og dette kan medvirke til at få samtalen til at glide lettere – og ikke mindst til at gøre lægen/behandleren i godt humør. Her er det også vigtigt at både belysning og akustik er godt reguleret, så de understøtter den ønskede funktion og stemning.

Se eventuelt også afsnittet om indretning af virksomheder, da mange af de samme principper vil  gøre sig gældende i forbindelse med indretning af klinikker.

Søgaard & Co. - hjemmesider med mere for pengene